Navn: Henrik Duer
Alder: 37 år
Uddannelse: Cand.scient idræt (humanfysiologisk overbygning) og bifag i kemi fra Københavns Universitet
Når Henrik Duer ikke er på skærmen i Ekstremt Fed er han partner og underviser ved Fitness Institute (www.fitness-institute.dk) som laver webforedrag, uddannelser og kurser til fitnessbranchen. Derudover rådgiver han ro-landsholdets tunge dobbeltfirer og arbejder med personlig træning i Sporting Health Club i København.
Hvorfor valgte du at sige ” ja tak” til rollen som træner i Ekstremt fed?
Det var en udfordring jeg som fagperson ikke kunne sige nej til. Det er sjældent, at man får lov til at følge og hjælpe 12 så ekstremt overvægtige mennesker i et helt år. Endvidere var det en god mulighed for at afprøve den form for vægttabsmanagement, som jeg står for. Der var selvfølgelig også et vist pres, da deres succes i høj grad (udover deltageren selv) afhænger af mig. Derudover er det også fedt at følge deltagernes fysiske og personlige udvikling. Deres liv ændres totalt i løbet af vores år sammen og de bliver faktisk til ”nye” mennesker.
Hvad har været din største oplevelse i forbindelse med programmerne?
Den største oplevelse har helt sikkert været at stå sammen med deltageren til slutvejningen. Det er selve finalen og her hvor man kan se hvor meget de har rykket sig i løbet af et år. Hvad har været den største udfordring? Den største udfordring har været at samle visse deltagere op og bringe dem tilbage på sporet, når de af forskellige årsager har haft en nedtur.
Dine 3 gode råd, hvis man vil tabe sig:
1. Gå først i gang når du er klar. Det er ligesom med et rygestop, hvis du ikke er 100 % klar på at stoppe med at ryge, så er chancen for succes ikke særlig stor.
2. Lav en 5-punkts plan med 100 % udgangspunkt i dig selv – din motivation og ressourcer (tid, økonomi, mentale osv.). Vælg 5 ting ved din livsstil i forhold til vægttab, som godt kunne gøres bedre og som samtidig er meget realistisk at få ændret på. F.eks. kun spise en portion til aftensmad, drikke 1 glas vin i stedet for 2, gå en tur i weekenden osv. Dernæst vælger man det punkt, som man allerhelst vil starte med og fokuserer på det. Når den ”vane” er blevet indarbejdet, går man videre til næste punkt, og når listen er gennemført, udvælges 5 nye punkter. På den måde kan man blive ved med at bygge på i ens eget tempo indtil vægten er nået.
3. Støtte og opfølgning er ekstremt vigtigt for motivationen. Inddrag derfor nærmeste familie, venner og kollegaer i projektet – evt. en professionel.
Hvad gør folk oftest forkert når de går på kur og gerne vil tabe sig?
At det netop er en kur, de går i gang med. Det skal være en livsstilsændring med udgangspunkt i dem selv.

